FOTOSHOOT MED GOD STEMNING

Da Valdemar møder ind til fotoshootet om morgenen, sætter han sig som det første til rette i stylistens stol og får studset og sat håret. Han kan ikke lade være med at grine lidt, da fotografen tænder for julemusik på sin lille højtaler, for det er måske lidt for tidligt her i starten af november – men i dag skal der tages julebilleder, så det er med at komme i den rette stemning.

At være børnemodel kan bestå af flere forskellige opgaver. Hos POMPdeLUX tager vi langt de fleste fotos til vores webshop og katalog inde i et studie, men vi er også ude på forskellige locations for at få nogle fine billeder med lidt mere stemning. Valdemar på 10 år har før været med til skydning af fotos inde i studiet, men i dag er han med os ude på en gammel, smuk mølle for at tage nogle stemningsfulde jule- og nytårsbilleder.

RART OG TRYGT SOM BØRNEMODEL

Vi spurgte Valdemar ind til både de gode oplevelser og til de udfordringer, han har oplevet som model: ”Det er dejligt at være model, og man får mødt nogle andre børn,” siger Valdemar. ”Det er også sjovt at prøve noget andet og at holde fri fra skole”. Han tilføjer dog, at det også kan være svært hele tiden at gøre, som fotografen siger og at skulle skifte tøj så mange gange.

Hans mor fortæller, at hun synes, dagen går stille og roligt, og at det er rart og trygt at være med. At dagen bliver tilpasset børnene og deres humør, og at man sammen finder ud af tingene undervejs. Som model for POMPdeLUX er det ikke nødvendigt med erfaring, men det er selvfølgelig vigtigt, at man kan lide at blive fotograferet og at være i fokus foran kameraet. På spørgsmålet om, hvad Valdemar har lært af at være model, falder svaret hurtigt med et lille smil: ”At være sød. Og også at få taget gode billeder”.

Valdemar skulle både pynte et juletræ, lægge nogle – desværre tomme – julegaver under et juletræ og løbe frem og tilbage på en bakke i skitøj

SJOVE OPLEVELSER

Valdemars mor fortæller om, hvordan de efter hans første modeljob hos POMPdeLUX, snakkede meget om oplevelsen, da de kom hjem: ”Det var sådan, vi fandt ud af, at du gerne ville prøve det igen, ikke? Og så kom vi kort tid efter heldigvis tilbage til en fotodag mere”, siger hun. Som børnemodel har man altid mor eller far med på arbejde, og for Valdemar og hans mor er det skønt at have gode oplevelser sammen, som de efterfølgende kan snakke om og fortælle til resten af familien.

At stå foran et kamera er også noget, Valdemar gerne vil gøre senere i sit liv – han har nemlig en drøm om at blive Youtuber og lave videoer om spil. Denne dag har dog stået på nogle lidt andre opgaver; Valdemar skulle både pynte et juletræ, lægge nogle – desværre tomme – julegaver under et juletræ og løbe frem og tilbage på en bakke i skitøj. Han har grinet af skøre vittigheder sammen med fotografen og de andre børn, men nu er han også træt og klar til at tage hjem.

”Det er dejligt at være model, og man får mødt nogle andre børn”.

HVORDAN BLIVER MAN
MODEL FOR POMPDELUX?

Har du også et barn, der kan lide at stå foran et kamera, så er vi flere gange om året på udkig efter nye modeller. Når vi søger nogen, melder vi det ud på vores hjemmeside og sociale medier. Vi vil gerne se mange forskellige børn og forsøger at have bred repræsentation af vores modeller, så ethvert barn kan spejle sig selv.

For os er det dog altid vigtigere, at børnene har en god oplevelse og kan lide at få taget billeder, end at de passer ind i en bestemt kategori. Et af vores vigtigste kriterier for en vellykket fotoskydning er – udover at få nogle gode billeder i kassen – at børnene har haft en god dag, og at både de og deres forældre har lyst til at komme igen næste gang.

Se her hvordan I sender en ansøgning som model for POMPdeLUX.